Inviter til fastelavnsfest i den lokale klub

Shrovetide partyHvem siger, at fastelavn kun er for børn? Hvorfor ikke holde et brag af en fastelavnsfest i boligforeningen, mødre gruppen eller sportsklubben? Det er en enestående måde at lære de andre i gruppen at kende på en helt ny måde. Og det behøver slet ikke være så svært eller besværligt at få stablet på benene. Det eneste det kræver er en fastelavnstønde, et bat og en masse glade mennesker der ikke er bange for at klæde sig ud for at gøre arrangementet ekstra festligt.

Ingen fastelavn uden udklædning

Fastelavn er nemlig ikke kun for børn! Eller sådan var det i hvert fald oprindeligt. For langt op i 1800-tallet var det en fest, der primært var forbeholdt voksne, hvor de festede med mad og drikke i dagevis. Der blev også både danset og ikke mindst slået katten af tønden. Ofte til hest og med en levende kat i tønden. Den symboliserede nemlig det onde, som de fleste dengang gerne ville beskytte sig imod. Dengang som i dag klædte man sig også ud. Det gjaldt naturligvis også de voksne under deres fejren. Og netop udklædningen er et af omdrejningspunkterne – også når det gælder fastelavn den dag i dag.

Køb eller gør-det-selv?

Hvor de fleste unger i dag er udklædt som seje sørøvere, pink prinsesser og  nuttede kaniner, var de voksnes udklædning dengang af en lidt mere uhyggelig karakter. Da klædte man sig ud som en farlig bjørn, en uhyggelig djævel eller noget andet farligt. Netop for at skræmme det onde væk. Der er ingen der siger, at I skal klæde jer ud i voldsomme og varme gevandter til fastelavnsfesten i den lokale forening – men derfor kan man jo godt gøre sig umage med at finde et passende kostume. Og orker man ikke at lave det selv? Så findes der heldigvis en række butikker både fysisk og online der sælger kostumer til enhver anledning og enhver smag.

Tøndeslagning med fuld forplejning

Ingen fastelavnsfest uden udklædning. Og ingen fastelavnsfest uden tøndeslagning. Er der mange der ønsker at deltage, så sørg for at have tønder nok, så man ikke står og venter unødigt længe på muligheden for at blive kattedronning eller -konge. Og husk endelig også at sørge for lidt godt til både ganen og maven. Det kan enten være i form af nybagte fastelavnsboller eller måske lidt mere fast føde at samles om efter tøndeslagningen. Det behøver absolut ikke være gourmet, det vigtigste er, at man mødes og er fælles om et hyggeligt arrangement. Det styrker sammenholdet og kan ikke mindst være et sjovt og hyggeligt minde fremover.